Mine øjne er så tunge med saltvand, at de ruller ud af mit
hoved.
Triller ned ad det skæve egetræsgulv som to marmorkugler.
Jeg er så vred, at jeg kan mærke det syde i knoglerne.
Egoisme er den grimmeste synd.
Jeg bygger en indesluttet mur af foldet vasketøj, og bøger
jeg glemmer at læse.
Min bror vil omfavne mig, jeg undviger.
Jeg vil kun have min mors kram.
Jeg er overbevist om, at de vil opdage min ulykkelighed,
hvis blot jeg tier længe nok.
Det er en taktik, der aldrig har virket.
Jeg bruger ufornuftig tid på at gå rundt og mukke.
Smerten er normen, og alle er ligeglade.
Jeg har muligvis et afhængighedsproblem, når det kommer til
slik.
Hvis jeg blot kunne stoppe den kroniske bevidsthed om mine
egne følelser. Allerhelst vil jeg gerne glemme alt, jeg ved om mig selv og gå i
et med bøgehækken og sommervinden.
Tilbage står et brændende ønske om at være intet.
