Kornmarken svajer i vinden, som solen slår smut i dine øjne.
Du har en evne til at få mig til at tro på alting.
Jeg er omgivet af en stilhed
så nærværende, at jeg er overbevist om, at om lidt falder kulissen, og
virkeligheden viser sit grimme ansigt.
Jeg har ondt dybt i kødet.
Du har en
evne til at få alting til at falde fra hinanden, himlen revner og vælter ned i
flager. Sammen har vi kreeret et hul midt på marken, på trods af det gule skilt
var der ikke strøm i hegnet.
Måske vi havde været døde.
Jeg har en evne til at
håndplukke dårlige valg.
Der er grænser for din hengivenhed, kasser der er
tegnet op af alkoholindtag og mine evner til at rykke spillebrikkerne korrekt.
Jeg forgifter min krop for at passe ind i den forskruede relation, du skaber
omkring dig. Jeg flækker mine tånegle, træder i brændenælder med bare fødder, huden
dækkes af blå mærker.
Lyset blænder mig, og øjeblikket siver ud gennem mine
fingre.
Jeg havde ikke forventet at holde af kornmarker, jeg havde aldrig
forventet, at du ville kigge på mig med dine blå øjne og kysse mig med din
skæve mund.
Måske det kaldes at tabe spillet på forhånd.
