Som at længes efter solen bag det kroniske skydække, drages
jeg af dine opalfarvede øjne, der fortæller om alt det, vi andre ikke kan se.
Hele dit væsen, den måde du bevæger dig og taler på, du er
et flimrende element, som en iskrystal der reflekterer lyset, du tryllebinder
mig, og jeg kan ikke finde mine egne ben i denne verden.
Der gror knuder i mine mave, de blomstrer i min hals.
Jeg er urolig, søvnløs.
Aldrig før har jeg i sådan en grad længtes efter indsigt i
et andet sind, jeg vil være en del af det og din verden, jeg vil være
fokuspunkt for dine opaløjne, jeg vil være et analyseobjekt på dit arbejdsbord.
Jeg er for skrøbelig til den usikre forelskelse, jeg er for
skrøbelig til at tvivle.
I dine historier er det mig, der knuser dit hjerte.
Du
bygger dit ideal som et tårn, der bryder gennem skydækket, solen brænder i dine
øjne, du er så blind, at du ikke kan se mig.
