onsdag den 20. august 2014

Regnvejr

Hele søndag regner det
Du bager vafler
Selvom du mest havde lyst
til citronmåne
eller mig
under en varm dyne
mandag i køkkenet
græder jeg
og holder
om min mors hænder
med grønne blodårer
og pletter af lever
trykken bag højre øjenbryn
er vel også en slags
udmattet
magtesløshed
er jeg stadig et barn
når der er drager i skyerne
og jeg ikke kan sove
alene
jeg erkender
at det kun vil undre
hvis det ikke går galt
med det udgangspunkt
forventer jeg klap
på hår
som bølger i modvind
forventer jeg ikke øjne
åbne
opspærrede
som porten til den
forseglede have
knust potteplante
siv som håret
fra en faldet
havfrue lige der
i vandpytten
hvor du gisper efter vejret
tæller enogfyrre dage
og græder røde tårer
på vej hjem gennem
nystrøget regnvejr