Denne begyndelse er slutningen på en periode
Efterhånden begynder jeg at indse, hvordan jeg har opført
mig. Omtrent nu går det op for mig, at jeg ikke er den længere, som jeg var
dengang. Det er svært at indrømme det, men måske forstår jeg lidt, hvorfor han
har været så distanceret. Det er altid nemmere at reflektere, når man står på
afstand. Jeg vil mene, at ingen kan se dem selv i deres nutidige tilstand.
Alligevel fornemmer jeg dog, hvordan jeg har en anden indgangsvinkel og måske
det var på tide at give slip på de gamle forestillinger om, hvordan livet bør
indrettes.
Jeg betegner ikke mig selv som særlig ideologisk, for selv de mest principfaste
mennesker ældes og modnes og må vel på et tidspunkt indse, at det ikke
nødvendigvis er sådan livet bør leves. Det behøver ikke betyde, at den grund
mine fødder gror fast i er ny men nærmere at den endnu ikke er udforsket helt
og skoene er knapt så fasttømrede. Hvem siger, man skal vide alt i en så ung
alder? Jeg kan ikke fordrage gamle mennesker, der mener, at de ved bedst, fordi
de trods alt har levet længst, men jeg kan ikke lade vær med at føle mig
bedrevidende over for den yngre version af mig selv, som jeg finder mellem
knitrende sider i en støvet bog.
Det må være nu, jeg skal indse, at livet skal leves og
erfares mens det foregår og at lykken er at finde på de mest forunderlige
skjulte steder. Det er nu, jeg skal indse, at lykken snarere er noget man
finder på vejen, det er middelet og ikke målet, den skal ikke tilstræbes men
omfavnes og leves ud.
På en søndag hvor januar endelig har fundet sin ende, en dag
hvor huset er stille og verden for en stund kun er min, indser jeg, at jeg
føler mig tilpas i mit eget selvskab. Jeg har i lang tid troet, at begyndelsen
var indtruffet, men de små erantis er kun ved at bryde igennem den frosne jord
og som jeg sidder omgivet af den dansende stilhed, ved jeg, at det først er nu,
med fødderne frie og den uventede lykke i hånden at det hele rigtigt begynder.
