På vej

På vej for femte eller sjette gang.

Du tillader dig at rykke rundt og hive dugen væk under tallerkenerne.

Porcelænsskår i min ryddede spisestue.

Jeg tillader mig at komme fem minutter for sent.

Jeg har festtøj på, men er klædt i gråt. Du opdager det ikke.

På vej mod en afgørelse, en afrunding, en afslutning.

En historie der skal skrives på ny.

En relation der skal opfindes, en tråd der skal spindes.

Lad ikke underkoppen falde på gulvet som de andre.

Jeg suser frem og tilbage mellem forskellige liv, jeg er ét sted nu men om lidt et helt andet.

Det regner, og jeg tørrer mit uldne halstørklæde over flere gange.

Våd uld lugter som bondegård og barndom.

Røgpartiklerne sætter sig i husets mure og i deres lunger.

Huden skaller, det solbrune lag falder af, efterlader en bleg pige med sort hår.

Men solen selv vil altid være din, som det melankolske efterår tilhører mig, har solens lys taget ejerskab i dine øjne. 

Du

Du er en lille melodi, guitarstrenge og bløde stemmer. 

Du er et krøllet stykke papir, jeg finder i min bukselomme. 

Du er solstrålen i vindueskarmen. 

Du er dampen fra gryden. 

Du er en glimtende kastanie på det våde fortov. 

Du er cigaretskoddet under min venstre sko. 

Du er vinden, der rusker i træet. 

Du er smilehullet i min kind. 

Du er hulrummet i min mave. 

Du er grunden til, jeg er holdt op med at sove. 

Kastanietræ

Jeg er et lille stykke land i det brede landskab. 

Efterhånden kan jeg bestemmes som et dysfunktionelt individ. Jeg er underlagt dig.

Søgende efter noget der ændrer.

Udgangspunktet.

På Skelbækgade et kastanietræ. 

Som små jordkloder, roder de rundt mellem glaskår og cigaretskodder.

Vesterbro planter sine rødder dybt i mig.

Jeg er bange for at cykle i byen.

Konstant på randen til at flyde over.

Byen er ikke min, selvom jeg holder den i hånden.

Disse nøgler er ikke mine, selvom de åbner en lejlighed, jeg kalder hjem.

Du er et formelt menneske.

Et førsteklasses røvhul.

Jeg er et søgelys.

Et sted folk efterlader deres meninger og knuste hjerter.

Jeg bygger et tårn af søvnunderskud og rygetrang, jeg sprænger dit ansigt i tusinde stykker. Snart er jeg så lille, at du kan bære mig i din lomme.

Selv kastanier skrumper ind.