Kastanietræ

Jeg er et lille stykke land i det brede landskab. 

Efterhånden kan jeg bestemmes som et dysfunktionelt individ. Jeg er underlagt dig.

Søgende efter noget der ændrer.

Udgangspunktet.

På Skelbækgade et kastanietræ. 

Som små jordkloder, roder de rundt mellem glaskår og cigaretskodder.

Vesterbro planter sine rødder dybt i mig.

Jeg er bange for at cykle i byen.

Konstant på randen til at flyde over.

Byen er ikke min, selvom jeg holder den i hånden.

Disse nøgler er ikke mine, selvom de åbner en lejlighed, jeg kalder hjem.

Du er et formelt menneske.

Et førsteklasses røvhul.

Jeg er et søgelys.

Et sted folk efterlader deres meninger og knuste hjerter.

Jeg bygger et tårn af søvnunderskud og rygetrang, jeg sprænger dit ansigt i tusinde stykker. Snart er jeg så lille, at du kan bære mig i din lomme.

Selv kastanier skrumper ind.