At falde

Det er pudsigt

så nemt

jeg fortrænger denne smerte

Jeg hilser den velkommen

som en gammel ven

der banker på døren med vind i håret

Maven krøller sig sammen

og jeg opløser mig selv

bag de blanke øjenlåg

Bølgestruktur

Jeg er den yngste her.

Søen er et impressionistisk maleri.

Tågen i Dumpedalen ligger tyk og hvid, som røgen fra cigaretten oplyser den iskolde nat.

Vi drikker dåseøl på kajen, vi er unge, dumme og der er en, der tisser i havnen. Lyset farver det sorte vand grønt og blåt.

Jeg kan ikke lide ideen om indre organer og blod, der løber rundt.

Rødmen skyller op under mit ansigt, som bølger der hiver vandmænd på land.

Jeg kan godt lide tanken om måger i Kødbyen, skrigene gennemtrænger den stivnede storbysluft.

Jeg forbander tiden, der går mellem dine svar, tæller 1 2 3 4 7 timer på mine hænder.

Mine egne bogstaver ser dummere og mere ligegyldige ud nu.

Hvis jeg bliver liggende her længe nok, er der måske nogen, der kommer og samler mig op.

Fisker mig op af det grågrønne hav.

Mund

Smagen af et andet menneske.

Af en anden mund.

Alle sanser skærpet, en følelse af hjem.

Sneen falder som regn.

Fredag nat glider jeg midt på vejen.

Desorienteret.

En fremmed hjælper mig op igen.

Jeg har vel nok drukket fem gange snaps.

Vaklende i seng.

Du kan kun skrive om natten.

Mon du er fuld hver eneste dag?

Meget utilgængelig er du.

Jeg vågner, og ser nattens beskeder på min skærm, smiler og vender mig om på siden med kvalme op til halsen.

Jeg savner dit skæve smil og ordene, der lyder fra dine læber.

Jeg kender dig ikke endnu.
Mest af alt savner jeg smagen af din mund, af et andet menneske.

Hus

I vores hus er der altid nogen, der græder.

Altid en ulykkelig sjæl at komme hjem til.

Et stearinlys der brænder, og en der bliver skældt ud for at være glemsom.

I mit hus bringer det held, hvis du smadrer en tallerken eller en lampe.

Der står en stol i hjørnet, som ingen rigtig bryder sig om.

Mørket drypper fra de blanke stoleben.

Siver ned mellem gulvbrædderne.

Hos os fejrer vi jul hele december uden rigtig at kunne mærke det i maven.

Det er nogle gange mig, der er den voksne.

Jeg bestiller en kaffe latte, mens de brænder tungen på den varme kakao.

Jeg skriver mine opgaver med hjertebanken, jeg sover med uro i hver en celle.

Jeg binder knuder i mine krøller, jeg fylder byens natteluft med sæbebobler, jeg klipper gavebånd og trasker skridt i slidte støvler.

Røde julestjerner lyser rummet op, ingen udsigt til sne på vores hus.

Så blæs mig væk storm, tag huset med dig, riv mine rødder op, som du gjorde sidste forår, de er alligevel ikke gravet godt nok ned.  

Vælt huset omkuld og lad mig ikke stå tilbage med andet end det forsømte udgangspunkt.