Hus

I vores hus er der altid nogen, der græder.

Altid en ulykkelig sjæl at komme hjem til.

Et stearinlys der brænder, og en der bliver skældt ud for at være glemsom.

I mit hus bringer det held, hvis du smadrer en tallerken eller en lampe.

Der står en stol i hjørnet, som ingen rigtig bryder sig om.

Mørket drypper fra de blanke stoleben.

Siver ned mellem gulvbrædderne.

Hos os fejrer vi jul hele december uden rigtig at kunne mærke det i maven.

Det er nogle gange mig, der er den voksne.

Jeg bestiller en kaffe latte, mens de brænder tungen på den varme kakao.

Jeg skriver mine opgaver med hjertebanken, jeg sover med uro i hver en celle.

Jeg binder knuder i mine krøller, jeg fylder byens natteluft med sæbebobler, jeg klipper gavebånd og trasker skridt i slidte støvler.

Røde julestjerner lyser rummet op, ingen udsigt til sne på vores hus.

Så blæs mig væk storm, tag huset med dig, riv mine rødder op, som du gjorde sidste forår, de er alligevel ikke gravet godt nok ned.  

Vælt huset omkuld og lad mig ikke stå tilbage med andet end det forsømte udgangspunkt.