Midnatsby

Jeg går den samme tur, som vi gik den mandag nat i november.

Fra Skelbækgade til Hovedbanegården, hvor samtalen er kollektiv og ikke handler om et du og om et jeg.

Over Rådhuspladsen hvor snakken går på bøger og gamle barndomshelte til slumenden af strøget, hvor jeg påpeger din højde og ubesværet nævner ligheden mellem os.

Forbi Vor Frue hvor du udpeger studiet, hvor du spørger ind til mine bizarre drømme og holder om mig for sjov, da drømmen om en affære med en ældre mand nævnes.

”Ældre end dig,” griner jeg, øjenkontakten brydes ikke, og du har fortsat et greb om min krop.

Op igennem sidegaden; du er fymastudent og dumpede nær din tyskeksamen.

Jeg kan ikke forstå matematik.

Til en gadedør i Linnésgade hvor vi efter en afsked og et løfte om at ses står ansigt til ansigt med spørgsmålet, der har runget i hovedet siden hælene satte skridt mod fortovet på Vesterbro.

Så tæt på.

Alkoholen brusende i blodet.

Jeg læner mig frem og kysser dig, og sådan står vi i en gadedør et sted i indre by, som om verden står stille og klokken ikke er kvart i tre mandag nat.

Jeg vil ikke give slip, for dette er et af de øjeblikke, der gerne må vare.

Og forblive stilstående.

Jeg er ikke andet end din mund og dine hænder om mit liv, om mit ansigt, i mit hår.

Du bestemmer og jeg lader mig overgive.

Jeg synes næsten, jeg kan skimte dig smile.

Tiden må ulykkeligvis udløbe.

Rammer om løfter kan sikres men holdes ikke af den grund alene.

Mine tanker vandrer ned gennem gaderne i den regnvåde midnatsby.

Tilbage til et kys i en gadedør og en følelse af kun at være et du og et jeg.