Hvorhen

Hakkende og prustende.

De klamme hænder strammer grebet om min hals.

November smyger sin sorte, regnvåde kappe om min krop.

Skælvende.

I regnen.

Blæsten vælter mig af cyklen.

Tvivler.

Modløst.

Vågner ved den rungende lyd af tomheden i mit hjerte.

Hjertebanken giver ekko som i en sal med spejlbeklædte vægge.

Reflekterer intetheden.

I Føtex græder jeg ved synet af julepynten.

Kører hjem med pebernødder raslende i rygsækken.

De har hængt grantræer op mellem husene.

Der er slukkede pærer i guirlanderne.

Jeg forklæder elendigheden i glitrende gavepapir og rødglødende nissehuer. 
Ignorance.

Julemusikken skrues op for fulde drøn.

Frustration.

Absolut intet.

Uafgjort ingenting føler jeg i mit ekkofyldte hjerte. 

Den sorte regn klistrer til huden, det altopslugende mørke overfalder mig som en tyv i natten, jeg kan ikke længere smage sommeren bagerst på tungen.

Jeg kan ikke længere mærke glæden ved dine ord.