lørdag den 9. november 2013

Sytten et halvt


En del af det at være voksen er at kunne tage toget hjem alene om natten, at cykle gennem mørket, at dreje en nøgle og at kunne falde i søvn uden at græde.
At kunne koge vand til pasta, at skrue op for en radiator og sætte vasketøj over. At spise smør på bollen og ikke Nutella.
At bolle uden følelser.
At drømme om at bo alene i byen på fjerde sal under et dårligt isoleret tagvindue.
At glæde sig til at staten giver løn for skoletid.
At bære sit uduelige hjerte med et smil.
At fylde kalenderen op, så man ikke længere kan mærke rigtigt efter.
At stoppe med at ryge, fordi man bør.
En del af det at blive voksen er at miste respekten for sine forældre, at modtage valgkort med posten og at holde op med at tro på kærligheden.
Der er hele seks måneder igen.
Min mor er gået i seng og toget holder stille.  

Ingen kommentarer:

Send en kommentar