Vinter

Som en visdomstand gennemtrænger det friske røde tandkød, lammes hele venstre side af min mund.

Som sorte ravne maler den nyfaldne sne hvid.

Isoleret fra omverden, bag et frossent gardin.

Her finder du mig i sneen liggende på ryggen mens kulden langsomt gennemborer mig, jeg er ikke længere din, det er til enhvers observation at jeg kan bestemmes som et uelskeligt individ.

Endnu engang ville jeg foretrække tobaksrøgens riven i mine rustne lunger.
I dag er det bedst at flygte.