Hud

Alt denne hud er min

Akkurat som jeg triller de blå øjne ned i min lomme

Står ejerskabet klart

Som at lægge sig til at dø i et andet menneske

vågner jeg og ved, at jeg nu har fundet hjem

Betragter brystkassen der folder sig ud

Og optager plads i det lille rum

hæver og sænker sig

Som et andet larmende fartøj

Længes på forskud

Min arme gror ind i din favn

Min mund er din mund

Mit kød er dit

Jeg skærer ansigter

Mens du river dig fra mig

Og jeg opdager

Hvor unaturlig adskillelse forekommer mig

Og jeg mærker hulrummet under ribben

Og jeg ligger søvnløs og ånder efter

den klistrede hud der er min

Jeg græder dine tårer

For netop den unaturlige adskillelse er en

Præmis du må acceptere

Hvis du skal blive ved med at gå ad denne vej

Så længe din hud er min

og jeg kan lægge mig til at dø i den krop

der tilhører mig

må vi blive ved med at gå her

og rive organer ud
med smil i øjnene

Evighed

Jeg går hjem

Og her venter mig endnu et kollaps

Kroppen under bøgen giver slip på tårer

Som kroppen i sengen giver slip og sukker

Gulligt nærmest kunstigt lys kastes på grøn hæk

Noget indeni falder roligt på plads

Og endelig kan jeg græde

Mens jeg langsomt erkender

At evigheden ikke eksisterer

Og at jeg må begræde tabet af denne naivitet

For i sidste ende må jeg ødelægge ham

Som jeg ødelægger alt der ikke må vare evigt

I sidste ende

tilvælger jeg smerten

Frem for evigheden

For evigheden

Er undgåelig

Akkurat som solvejr

Kan være regnfuldt

Akkurat som jeg begræder

At du elsker mig

For hvad er der at elske

Om lidt
Når alting er forgængeligt