Evighed

Jeg går hjem

Og her venter mig endnu et kollaps

Kroppen under bøgen giver slip på tårer

Som kroppen i sengen giver slip og sukker

Gulligt nærmest kunstigt lys kastes på grøn hæk

Noget indeni falder roligt på plads

Og endelig kan jeg græde

Mens jeg langsomt erkender

At evigheden ikke eksisterer

Og at jeg må begræde tabet af denne naivitet

For i sidste ende må jeg ødelægge ham

Som jeg ødelægger alt der ikke må vare evigt

I sidste ende

tilvælger jeg smerten

Frem for evigheden

For evigheden

Er undgåelig

Akkurat som solvejr

Kan være regnfuldt

Akkurat som jeg begræder

At du elsker mig

For hvad er der at elske

Om lidt
Når alting er forgængeligt