Stillezone

Et mellemrum

som rum mellem fortænder

som vand der drypper

fra kønne brune øjne

og farver ansigtet

Som det smil

du sender din mor

og klemmer hendes hånd

på bænken i kirken

mens kirken

og bænkene græder

Jeg plukker hvide stjerner

og fletter dem i dit lange hår

min elskede

du fortjener intet

af den bitre smag

af ondskaben

En stillezone

En undskyldning

når ingen ord falder

rigtigt

hvor de bør falde

Lagen

Jeg lægger mig der på lagnet

som jeg endnu ikke har skiftet

Der i pletten af diverse væsker

Der flyder ud af kroppe

Som væsker nu engang gør

Vi græder længe sammen

Og jeg spytter mine indvolde ud

Der på lagnet

Der i dit skød

I dine hænder

Som asken fra den cigaret

jeg ikke ryger

Smuldrer den sukkerdryssede facade

tilbage et mørkt væsen

rullet sammen

der på lagnet

Som man folder dyner

og lagener

folder jeg kroppen

der har tabt sin indmad

som en anden vandmelon

skrabet

”Jeg forlader dig ikke,

selvom alting

indeni

skriger

at jeg bør”

siger du

og holder dit løfte

som jeg messer igen og igen

mens du holder mig

holder min nyre

min tarm

min lunge

min livmoder

mit spiserør

det er mig

der forlader dig

det er det
vi har aftalt