Et mellemrum
som rum mellem fortænder
som vand der drypper
fra kønne brune øjne
og farver ansigtet
Som det smil
du sender din mor
og klemmer hendes hånd
på bænken i kirken
mens kirken
og bænkene græder
Jeg plukker hvide stjerner
og fletter dem i dit lange hår
min elskede
du fortjener intet
af den bitre smag
af ondskaben
En stillezone
En undskyldning
når ingen ord falder
rigtigt
hvor de bør falde
Ingen kommentarer:
Send en kommentar