At falde

Det er pudsigt

så nemt

jeg fortrænger denne smerte

Jeg hilser den velkommen

som en gammel ven

der banker på døren med vind i håret

Maven krøller sig sammen

og jeg opløser mig selv

bag de blanke øjenlåg

Bølgestruktur

Jeg er den yngste her.

Søen er et impressionistisk maleri.

Tågen i Dumpedalen ligger tyk og hvid, som røgen fra cigaretten oplyser den iskolde nat.

Vi drikker dåseøl på kajen, vi er unge, dumme og der er en, der tisser i havnen. Lyset farver det sorte vand grønt og blåt.

Jeg kan ikke lide ideen om indre organer og blod, der løber rundt.

Rødmen skyller op under mit ansigt, som bølger der hiver vandmænd på land.

Jeg kan godt lide tanken om måger i Kødbyen, skrigene gennemtrænger den stivnede storbysluft.

Jeg forbander tiden, der går mellem dine svar, tæller 1 2 3 4 7 timer på mine hænder.

Mine egne bogstaver ser dummere og mere ligegyldige ud nu.

Hvis jeg bliver liggende her længe nok, er der måske nogen, der kommer og samler mig op.

Fisker mig op af det grågrønne hav.

Mund

Smagen af et andet menneske.

Af en anden mund.

Alle sanser skærpet, en følelse af hjem.

Sneen falder som regn.

Fredag nat glider jeg midt på vejen.

Desorienteret.

En fremmed hjælper mig op igen.

Jeg har vel nok drukket fem gange snaps.

Vaklende i seng.

Du kan kun skrive om natten.

Mon du er fuld hver eneste dag?

Meget utilgængelig er du.

Jeg vågner, og ser nattens beskeder på min skærm, smiler og vender mig om på siden med kvalme op til halsen.

Jeg savner dit skæve smil og ordene, der lyder fra dine læber.

Jeg kender dig ikke endnu.
Mest af alt savner jeg smagen af din mund, af et andet menneske.

Hus

I vores hus er der altid nogen, der græder.

Altid en ulykkelig sjæl at komme hjem til.

Et stearinlys der brænder, og en der bliver skældt ud for at være glemsom.

I mit hus bringer det held, hvis du smadrer en tallerken eller en lampe.

Der står en stol i hjørnet, som ingen rigtig bryder sig om.

Mørket drypper fra de blanke stoleben.

Siver ned mellem gulvbrædderne.

Hos os fejrer vi jul hele december uden rigtig at kunne mærke det i maven.

Det er nogle gange mig, der er den voksne.

Jeg bestiller en kaffe latte, mens de brænder tungen på den varme kakao.

Jeg skriver mine opgaver med hjertebanken, jeg sover med uro i hver en celle.

Jeg binder knuder i mine krøller, jeg fylder byens natteluft med sæbebobler, jeg klipper gavebånd og trasker skridt i slidte støvler.

Røde julestjerner lyser rummet op, ingen udsigt til sne på vores hus.

Så blæs mig væk storm, tag huset med dig, riv mine rødder op, som du gjorde sidste forår, de er alligevel ikke gravet godt nok ned.  

Vælt huset omkuld og lad mig ikke stå tilbage med andet end det forsømte udgangspunkt.

Midnatsby

Jeg går den samme tur, som vi gik den mandag nat i november.

Fra Skelbækgade til Hovedbanegården, hvor samtalen er kollektiv og ikke handler om et du og om et jeg.

Over Rådhuspladsen hvor snakken går på bøger og gamle barndomshelte til slumenden af strøget, hvor jeg påpeger din højde og ubesværet nævner ligheden mellem os.

Forbi Vor Frue hvor du udpeger studiet, hvor du spørger ind til mine bizarre drømme og holder om mig for sjov, da drømmen om en affære med en ældre mand nævnes.

”Ældre end dig,” griner jeg, øjenkontakten brydes ikke, og du har fortsat et greb om min krop.

Op igennem sidegaden; du er fymastudent og dumpede nær din tyskeksamen.

Jeg kan ikke forstå matematik.

Til en gadedør i Linnésgade hvor vi efter en afsked og et løfte om at ses står ansigt til ansigt med spørgsmålet, der har runget i hovedet siden hælene satte skridt mod fortovet på Vesterbro.

Så tæt på.

Alkoholen brusende i blodet.

Jeg læner mig frem og kysser dig, og sådan står vi i en gadedør et sted i indre by, som om verden står stille og klokken ikke er kvart i tre mandag nat.

Jeg vil ikke give slip, for dette er et af de øjeblikke, der gerne må vare.

Og forblive stilstående.

Jeg er ikke andet end din mund og dine hænder om mit liv, om mit ansigt, i mit hår.

Du bestemmer og jeg lader mig overgive.

Jeg synes næsten, jeg kan skimte dig smile.

Tiden må ulykkeligvis udløbe.

Rammer om løfter kan sikres men holdes ikke af den grund alene.

Mine tanker vandrer ned gennem gaderne i den regnvåde midnatsby.

Tilbage til et kys i en gadedør og en følelse af kun at være et du og et jeg.  

Før mig

Før mig.

Tag mig i hånden og bestem farven på himlen. 
Lad mig glide på svævende fødder, som dagene krydser over hinanden og november er januar som natten farver formiddagen sort.

Før mig.

Langt væk herfra.

Tag mig i hånden og lad mig ikke bestemme retningen.

Før mig.

Var der ingen, var der mange.

Før mig til det sted, hvor jeg er ubetydelig.