Mandag

Øjne som grøn marmor

Vores dialog er lidt som en

Helle Helle roman

”Det blæser altid på Amager”

siger jeg

”Nå”

siger han

og slår paraplyen ned igen

mens regn drypper

som

himlens

fluorescerende lameller

jeg ser gennem dit kød

og dit ansigt vendt på hovedet

mod mit

på den flødefarvede sofa

ironisk nok

er de udgået af fløde i Føtex

”mine guldsko

giver mig vabler”

siger jeg mens

det lyder lidt som en

metafor

for noget

andet end
hvad det er

September

Kastanier som dråber

af glemt solskin

og rav

der glimter i dine baglommer

Jeg modtager en sms

med et påbud

Spis de violette

frugter

de er modne nu

som hudormen

på din buede næseryg

som dagene

der langsomt ristes

og dryppes

med havets

cirkulerende

urin

eller sved

Som efteråret

der indtræffer

før du tager din sidste pille

og ikke var forberedt på

at det altså var NU

For havets skyld

kunne du ligeså godt

være et forbudt menneske

”Vil du bolle”

skriver jeg på

en tildugget

bilrude

fuld af blod

og dryppende

opløselig

kærlighed

som saltvandet

der ikke lægger sig

på maven for dig

der ikke
beder dig om nåde