Nat i indre by

Jeg kan godt lide den måde du kysser mig på panden og siger farvel. 

Det føles mere oprigtigt end så meget andet. Jeg havde ikke forventet det. Jeg havde ikke troet, at det var dig, der skulle hjælpe mig ud af den trolddomsdans, jeg har været så opslugt af siden efterårets henfald. 

Førhen var du blot en bifigur i den fortælling der udspillede sig for mine blålige øjne, en prik man svagt skimter i øjenkrogen. Jeg er overbevist om, at jeg ikke duer til noget. Men siden du ikke kender mig endnu, kan det være, du tror noget helt andet. Uventet er du grunden til jeg vælter hjem fredag nat, smilende, rystende, foruroligende vågen.

Januar

Det er uhyggeligt, hvordan der ikke skal meget mere til end en mørk januar til at slå en ud af den målrettede kurs. Det er underligt, hvordan man lige pludseligt glemmer grunden til at stå op om morgenen. Forgæves leder man efter lyspunktet i mørket, man forsøger måske endda at opfinde et.

Men inderst inde ved man, at mørket langsomt æder alting op.

Indtil en uventet begivenhed pludselig tænder et lys i mørket, og man husker, hvorfor man engang var glad. Ens øjne lyser af glæde, smilet er stort og bredt, gangen let og dansende og munden står ikke stille – det er ikke til at skjule, hvor meget engagement der pumper rundt i blodet, og pludselig finder man ud af, at mørket ikke er så slemt, og kulden kan udholdes med flere lag tøj på.

Helt ud af mørket, har man fundet tilbage til det, der gør en lykkelig, man har fundet drivkraften frem og har ubevidst søgt tilbage til kernen af ens eksistens.  

Januar, dit mørke monster, jeg vil ikke lade dig overvinde mig. 

Fremmed landskab

På mange måder har jeg altid kendt dig.

Jeg kendte dig, før du rakte mig hånden og fortalte mig dit navn.

Jeg kendte dine vandblå øjne, før de mødte mine gennem lokalet.

Jeg kendte dine ru hænder, før de fandt mine fingre i mørket.

Jeg vidste, hvordan du ville forholde dig til kærligheden.

Egentligt havde jeg vel bare gået rundt og ventet på at møde dig.

Jeg kendte dit svingende humør, dine mærkelige vaner og dine dæmoner i garderobeskabet, også før du introducerede mig til din verden.

Du vidste altid, når der var noget vigtigt, jeg tænkte på. 

Du sagde, du kunne se det i mine øjne.

Jeg vidste, jeg kunne stole på dig, før du gav mig dine historier, som små pakker i mine lommer. Jeg vidste, hvordan du ville forstå alt det rod jeg pænt organiserede i stakker på hylder og gemte væk i kasser.

Du vidste, at jeg ville finde en mening i dit kaos.

Hvad ingen af os vidste var, at vi under det hele ikke kendte os selv.

Ingen af os havde gættet på, at vi kun alene kunne lede efter svarene, vi troede, vi havde fundet.

Et sted gemt væk bag alle fornuftige tanker, vidste jeg, du fandtes, før jeg mødte dig. 

Du er som et spejlbillede, man har glemt at hilse på.

Jeg føler stadig, jeg kender dig, når du i et flygtigt øjeblik passerer mig, som var jeg en fremmed. Det er vel derfor, det stadig gør ondt, når jeg fanger et ukendt hjørne af dit landskab.