Fremmed landskab

På mange måder har jeg altid kendt dig.

Jeg kendte dig, før du rakte mig hånden og fortalte mig dit navn.

Jeg kendte dine vandblå øjne, før de mødte mine gennem lokalet.

Jeg kendte dine ru hænder, før de fandt mine fingre i mørket.

Jeg vidste, hvordan du ville forholde dig til kærligheden.

Egentligt havde jeg vel bare gået rundt og ventet på at møde dig.

Jeg kendte dit svingende humør, dine mærkelige vaner og dine dæmoner i garderobeskabet, også før du introducerede mig til din verden.

Du vidste altid, når der var noget vigtigt, jeg tænkte på. 

Du sagde, du kunne se det i mine øjne.

Jeg vidste, jeg kunne stole på dig, før du gav mig dine historier, som små pakker i mine lommer. Jeg vidste, hvordan du ville forstå alt det rod jeg pænt organiserede i stakker på hylder og gemte væk i kasser.

Du vidste, at jeg ville finde en mening i dit kaos.

Hvad ingen af os vidste var, at vi under det hele ikke kendte os selv.

Ingen af os havde gættet på, at vi kun alene kunne lede efter svarene, vi troede, vi havde fundet.

Et sted gemt væk bag alle fornuftige tanker, vidste jeg, du fandtes, før jeg mødte dig. 

Du er som et spejlbillede, man har glemt at hilse på.

Jeg føler stadig, jeg kender dig, når du i et flygtigt øjeblik passerer mig, som var jeg en fremmed. Det er vel derfor, det stadig gør ondt, når jeg fanger et ukendt hjørne af dit landskab.