Rastløshedens lune

I dag er det lettest at flygte. At gemme sig bag en låst dør eller blive lidt væk fra det sted, man kalder hjem. At forsvinde ud i et regnvådt hindbærbuskads i brune ruskindssandaler. Det er let at forsøge at behage; at tage opvasken, folde tøj, smile. Det er let at blive skældt ud for sin ubeslutsomhed. Det er svært at vælge, hvad der er det rette. Alt for mange muligheder. Øjnene tung og trætte, for lidt ubesværet drømmetid, natten hjemsøges af uønskede situationer og lyde. Regnen falder og drypper i dens egne mørke vandpytter, himlen stor og grå. Hvorfor er man nødt til at fravælge?

En sommerfugl indespærret i glas. Ensom under regnen. Fuglesang. Knitrende papir. Regndryp på kolde ruder. Vådt græs klæber til nøgne føder. Støv samler sig. Jeg fortryder meget, tænker på, hvordan tilværelsen ellers ville have været. Kører forbi på cykel i susende fart en dreng, der ligner dig. Men det er for langt væk fra byboblen.

Rastløsheden sidder i hver en dirrende celle i min trætte krop. Udlængsel. Savn. Kærlighed.

Nogle gange er det lettest ikke at springe ud på det dybe, at blive der, hvor der er trygt og man føler sig hjemme. Oftest bliver det trygge monotont og man mærker den kvalmende fortrydelse. Andre gange ved man, at det alligevel ikke var gået, det havde blot været mere grusomt end hækkenes overvældende kravlegård. 

Der er nogle mennesker man er nødt til at færdes omkring, også selvom man ikke kan lide dem. Det sker ofte, at man ikke har et valg. Jeg ved ikke, om jeg bør leve op til forventningerne.

Vi kan sikkert blive uenige om mange ting. 

Hvordan får jeg stoppet tankestrømmen, hvordan kommer jeg videre og finder noget at tage mig til? Jeg kigger på ridser i flager der falder. Jeg betragter øjne. En rose med et gyldent skær. En lys nat. Flydende larm. Varm blæst. Åkander. 

Jeg sukker og taber mit hoved, synger en sang, reder min seng. Rastløshedens lune.