Opposition

Det er mærkeligt, at være uvenner med en lille del af sig selv. At vågne hver dag, uden at hilse godmorgen på den sovende lilletå, at passere et spejl uden at sende et gengældt smil.

Det er underligt at mindes ting, der plejede at skabe varme, som nu danner knuder overalt.

Det er pudsigt, som jeg er holdt op med at sove og drikke. To ting, jeg ellers holdt meget af.

Jeg er en person i mine følelsers vold. Det er jeg godt klar over, men at alting sådan ændres; døgnrytmer, disciplin og drivkraft, havde jeg ikke forventet.

Det er besynderligt, hvordan en bankende hjerte kan skabe et vakuum i hverdagen, hvordan man i flere uger hverken sover, spiser eller tænker, det eneste man gør, er at trække vejret og åbne øjnene.

At være så opmærksom på alt, men samtidig fraværende, nærmest flydende.

Det er finurligt, som alting går op i en højere enhed, og intet andet betyder noget.

Dette er en opposition.

Det er mærkeligt ikke at kunne genkende sit eget blik, ikke at kunne finde trøst i de sædvanlige ansigtsrammer.

Indvendig er der noget, der larmer.