Usynlig

December har lagt sig med sin hvide snedyne, forkølelsen har fundet vej til min syge krop.

Jeg har lyst til at gå en lang tur om søerne, klædt på i deres hvide vinter pragt. At sparke sneen væk med støvlerne og ryge en pakke smøger med mine gode veninder mens jeg lade de tomme ord fylde smerten ud. 

Jeg ryger ikke, og jeg burde ikke opholde mig udendørs. Så jeg bliver her og spiser halspastiller og har ondt af mig selv og mit splintrede hjerte, for jeg er blevet såret før, og det er ikke til at bære. Små flager falder af mit hjerte og om lidt, er jeg ingen mere.

Lad mig blot forsvinde og gå i et med den lysende julesne, nu når jeg alligevel er så bleg, at jeg er usynlig blandt de hvide dyner.