Ubalance

Et sted er der noget, der larmer. Det er en lille rumsterende lyd men snart en alarm i min venstre øregang. Det er alt for let bare at se til, mens alting man havde håbet på forsvinder med det næste tog. Det er for nemt bare at fortabe sig i dagdrømme og gå let på jorden. Men en let gang er en ensom gang, og jeg ved godt, at jeg er bange for at falde igen, men hvis ikke jeg løfter fødderne, og er i ubalance for en stund, kan jeg ikke tage et skridt. Således kommer jeg ingen vegne, men lader andre leve drømmene ud. Selvom dette tomrum af ubalance skræmmer mig til døden, er det også det, der holder mig mest i live. Jeg er nødt til at samle mig selv op fra den bunke af rodede puslespilsbrikker jeg er, selvom det er med et dunkende hjerte i maven og kvalmen i halsen, er jeg nødt til at løfte fødderne i stedet for at begrave dem i tung cement.