Blå melodi

En eftermiddag, hvor solen allerede er gået ned, før dagen rigtigt er begyndt.

Jeg hanker op i rygsækken, genkender et ansigt i mængden af forstadsmasse. Hun har ingen sminke på, ansigtsudtrykket er en anelse sørgmodigt, hun lader blikket sænke. Jeg stiger ud af toget, lader ørerne fyldes med bølgesvup, fuglekvidren, og  klavertangenter. Som de lyse toner skyller ind over mig stiger jeg på cyklen, og kører hjemad på den asfalterede cykelsti, og mærker hvordan de blå melodier sætter spor i mit udtryk og får tårerne til at trille, mens jeg bekymrer mig om ensomheden mon vil ramme mig igen. 

Lukker øjnene på puden og forsvinder langsomt mens nogen et sted langt væk klinker med et glas og smækker en dør.