Indkapslet stilhed

Lørdag morgen. 

Jeg sidder i sengen og holder øje med, hvordan lyset skifter fra gyldent til gråt gennem mit tynde gardin. Lytter til biler på vejen, fugle der flyver væk. Betragter de sorte træer i haven, alle deres brunlige blade på jorden rådner snart op og bliver til muld.

Beskidt mudder på rene hvide lagner.

Grenene spejler sig i vandpytten på terrassen, alting er en smule fugtigt. Så tænker jeg lidt på, at det er sundt at sidde sådan her indkapslet i stilhed, man er vel nødt til at stoppe op og trække vejret. Bare engang i mellem. Jeg tænker på den skallede røde neglelak på fingrene, at jeg vel bør fjerne det. At jeg bør vaske mit uglede hår og tage strømper på.

I haven sorte krager der skræpper højlydt, nogen skærer en kniv gennem stilheden.

Uden for døren  venter forventningerne, jeg krymper mig og gør mig næsten usynlig, jeg kan høre fodtrinnene trippe utålmodigt, om lidt banker de på døren. Min hals er lidt tør og øm, bare jeg ikke er ved at blive forkølet. Lyset i rummet skifter til den blålige tone, ændrer stemningen, jeg gyser og putter mig i morgenkåben.

Jeg er ikke særlig konservativ, jeg sidder tit fast og savner forandringer. Men lige nu går alting så hurtigt, og det der før var tungt er pludseligt skræmmende let og omvendt, så det er vel klart, man kan have brug for et holdepunkt. Noget solidt og urokkeligt, som et stort prustende dyr der troværdigt bærer ens tunge tasker. Men her ønsker vi ingen firkantede syn, selvom den brune bøgehæk er ligeså firkantet som det spejlblanke fladskærmstv og bilens forrude.

Nu henter hun mig, larmer som en elefant i en glasbutik, stavrer rundt på stylterne, taber dem på egetræsgulvet med et ordentligt rabalder, jeg kan mærke hende ånde uden foran døren. Nu må jeg ikke sidde her længere, og lave ingenting.

Men det er jo netop det, at alle kan have brug for et holdepunkt, om det så er ingenting  midt i alting en stille lørdag morgen, det burde vel være muligt.