Beroligende støj

Det er svært at falde i søvn, omgivet af denne altædende stilhed. Jeg mindedes at krybe sammen under dynen i min køjeseng, i den rektangulære lejlighed på Nørrebro som 5-årig. Det var ikke hver aften, det var sådan her, men jeg havde tit svært ved at sove, jeg fantaserede om Disney-skurke der kom spankulerende ind ad døren, bedst som jeg lå der i fosterstilling under loftet.

Der var simple elementer, der beroligerede mig og vuggede mig i søvn, små detaljer ved bybilledet, jeg den gang tog for givet. Som lyden af mennesker, der sludrer ned ad fortovet, biler der dytter, latter og lyden af bussen, der altid syntes at køre op og ned ad Gulbergsgade og passerede mit værelse på tredje sal. Den summende lyd fra bussens motor, og det sus det gav, når dørene åbnedes, samt det vindueslignende skygger, de kastede på mine gule vægge. Skyggerne var nærmere som lyspletter i et gråligt mørke, de kørte langt hen over væggen, mens bussen passerede med sin summen.

Det er underligt at sove alene i en dobbeltseng. Hver eneste nat er jeg hjemsøgt af den evige ensomhed. Her er så stille at det suser for ørerne, hver mindste lyd, får mig til at fare op.

Det er som om byen trækker vejret, der er noget, der altid holdes i live. Herude er det som at bo under vandet, en trykkende ro, med kun få lyde der sluges af mængden af ingenting. Når vinden er helt stille, kan man dog i gyldne øjeblikke høre lyden af et susende tog, der kører gennem landskabet. Min eneste trøst findes hos togenes vemodige tuden, der er en vej, der fører væk.

Det er skrækkeligt at være så opslugt af denne mørke stilhed, der breder sig til alle afkroge af mit sind. Hvor jeg dog længes efter bussernes beroligende åndedræt og deres milde øjne, der kastede gullige skygger i min indkapslede tilstand. Det var byens beroligende støj, der omfavnede mig og bar mig gennem den uendelige nat.