Skoven

Store varme grønne øjne. Dybe som skovsøer, som alger der vokser og spreder sig under overfladen. Smilet er bredt og fortæller historier om bedre tider, digter fortællinger om lys i mørket og gåture langs vandet. Du er som skabt af glæde, skaber varmer bølger indvendigt ved lyden af din stemme eller grin. Hvis jeg lukker øjnene kan jeg næsten smage havets salte vand på tungen, og høre mågernes skrig runge i mit hoved, jeg kan mærke den stærke vind ruske i mit hår og jeg er nødt til at holde fast i gelænderet for ikke at falde dybt i de grønne skovsøer.

Jeg svømmer under overfladen, det trykker på lyden og jeg hører intet andet end den tunge stilhed, algerne vinkler sig om ankler og håndled, trækker dybere ned, de er bløde som det smukkeste grønne silke.

Et sted i mørket kommer nogen gående med en rullende kuffert, vinden larmer og hiver de gyldne blade af de sorte slimede træer, det er ikke til at afgøre tidspunktet. Et stearinlys tændes indenfor og bassen pumper hårdt og hurtigt. En forventning der vokser sig større end skoven der omgiver mig, det er ikke alt der er godt. Pludselig kan jeg ikke få vejret, som jeg står der i lysningen og fortaber mig i den spejlblanke overflade. Bag mig et varmt prustende dyr, jeg er ikke bange, men mærker kroppens varme da jeg trygt lader mig ride bort længere ind i skoven. Jeg begraver hovedet i den tykke manke og mærker verden suse forbi min øjenkrog.

I mørket under den varme dyne, det uldne tørklæde lugter stærkt af får og bondegård, det vækker en hjemmelig følelse. Byens larm og støj indkapsler mig og får mig til at blive, jeg vil ikke være andre steder, hjem er et vidt begreb. Omringet af liv smiler jeg. I en gylden vandpyt genkender jeg mig selv, mærker pludselig trangen til at forsvinde. Samler en kastanie op, tager vanter på og går et par skridt. Stopper så op for endnu engang at falde i staver, der hvor dit smil begynder. Jeg reflekterer det som et spejl, går min vej med skvulpende bølger i maven.