Her er beskidt, støv i hjørnerne, jeg burde støvsuge. Jeg er
træt af at gentage mig selv. Det regner på mine ruder. Jeg rødmer ved din sødme
i mine minders rum. En krølle snor sig som en tornado i mine mørke lokker, jeg
hører blæstens rusken og lugter regnen på asfalten. Jeg er lettet men presset,
for meget at tænke om, over, på, igennem, ud. Jeg har ikke tid. I dag er i
morgen og jeg burde slå øjenlågene i og hvile de sarte vipper og det lille
hoved på puden.
Dit skæve smil og blå øjne fylder mit indre blik, jeg er
forvirret og fortumlet, der er for mange mennesker der går rundt i mine
spekulationer og drømme. Det er svært at sove når regndråber larmer og hjertet
spurter maraton mens hjernen laver lister og husker alt det, der skal huskes.
Og så alligevel ikke for om lidt er alt glemt, og hvis du bare var min kunne
det hele være lige meget. Jeg vil holdes trygt i din favn og bæres gennem denne
grusomme verden, hvor der ikke er plads til nogen af os. Omverden er
overflødig, hvis bare du var lige her, lige nu, under regnen
forbi skoven gennem mørket ved siden af mig på min pude under dynen i min seng
og varmede min kolde krop og holdt om mit hjerte.
Så ville regnen stoppe og
stilheden danse, som regndråber i solskin og et smilende blik i en mængde af
tomhed.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar