Jeg kan godt lide den måde du kysser mig på panden og siger
farvel.
Det føles mere oprigtigt end så meget andet. Jeg havde ikke forventet
det. Jeg havde ikke troet, at det var dig, der skulle hjælpe mig ud af den
trolddomsdans, jeg har været så opslugt af siden efterårets henfald.
Førhen var
du blot en bifigur i den fortælling der udspillede sig for mine blålige øjne,
en prik man svagt skimter i øjenkrogen. Jeg er overbevist om, at jeg ikke duer
til noget. Men siden du ikke kender mig endnu, kan det være, du tror noget helt
andet. Uventet er du grunden til jeg vælter hjem fredag nat, smilende,
rystende, foruroligende vågen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar