Januar

Det er uhyggeligt, hvordan der ikke skal meget mere til end en mørk januar til at slå en ud af den målrettede kurs. Det er underligt, hvordan man lige pludseligt glemmer grunden til at stå op om morgenen. Forgæves leder man efter lyspunktet i mørket, man forsøger måske endda at opfinde et.

Men inderst inde ved man, at mørket langsomt æder alting op.

Indtil en uventet begivenhed pludselig tænder et lys i mørket, og man husker, hvorfor man engang var glad. Ens øjne lyser af glæde, smilet er stort og bredt, gangen let og dansende og munden står ikke stille – det er ikke til at skjule, hvor meget engagement der pumper rundt i blodet, og pludselig finder man ud af, at mørket ikke er så slemt, og kulden kan udholdes med flere lag tøj på.

Helt ud af mørket, har man fundet tilbage til det, der gør en lykkelig, man har fundet drivkraften frem og har ubevidst søgt tilbage til kernen af ens eksistens.  

Januar, dit mørke monster, jeg vil ikke lade dig overvinde mig.