Det var den nat sommerregnen faldt. Det var den morgen, jeg
vågnede i et hvidt værelse og åbnede et vindue. Det var den sødlige blomsterduft fra naboens magnoliatræ. Det var en verden, hvor jeg blev svimmel i forsøget
på at fange alle frugttræer og smaragdgrønne bøgehække i samme blik.
Det var den morgen, hvor solen stod op mens himlen langsomt lysnes.
Sommeren fortryllede mig med sin sirenesang, og sit generte smil bag det slør
af støvregn, der hang om hendes løvgrønne hår.
Det var en følelse af en længsel, så hvid som æbleblomsterne
på træet, en tomhed så rungende som en marmorsal. En længsel, som kom svævende
ind af det åbne vindue med den kølige sommervind, en glemt ven som sommeregnen
havde hidkaldt med sin sagte hvisken.