Sommerregn

Det var den nat sommerregnen faldt. Det var den morgen, jeg vågnede i et hvidt værelse og åbnede et vindue. Det var den sødlige blomsterduft fra naboens magnoliatræ. Det var en verden, hvor jeg blev svimmel i forsøget på at fange alle frugttræer og smaragdgrønne bøgehække i samme blik.  

Det var den morgen, hvor solen stod op mens himlen langsomt lysnes. Sommeren fortryllede mig med sin sirenesang, og sit generte smil bag det slør af støvregn, der hang om hendes løvgrønne hår.

Det var en følelse af en længsel, så hvid som æbleblomsterne på træet, en tomhed så rungende som en marmorsal. En længsel, som kom svævende ind af det åbne vindue med den kølige sommervind, en glemt ven som sommeregnen havde hidkaldt med sin sagte hvisken.