Det var det forår, hvor jeg fyldte sytten.
Det var en tid forfulgt af kronisk træthed og et uopnåeligt
ønske om at gå på hænder.
I stedet blev jeg dygtig til at løbe på rulleskøjter.
Det var det forår, jeg begyndte at ryge blot for at opfylde
en længsel efter noget destruktivt.
En tid med kronisk hoste.
Det var en oplevelse af forandring, grædende øjne til lyden
af melankolsk musik, kløende håndflader søgende efter kontakt med det usikre
grundlag.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar