Midnatsby

Jeg går den samme tur, som vi gik den mandag nat i november.

Fra Skelbækgade til Hovedbanegården, hvor samtalen er kollektiv og ikke handler om et du og om et jeg.

Over Rådhuspladsen hvor snakken går på bøger og gamle barndomshelte til slumenden af strøget, hvor jeg påpeger din højde og ubesværet nævner ligheden mellem os.

Forbi Vor Frue hvor du udpeger studiet, hvor du spørger ind til mine bizarre drømme og holder om mig for sjov, da drømmen om en affære med en ældre mand nævnes.

”Ældre end dig,” griner jeg, øjenkontakten brydes ikke, og du har fortsat et greb om min krop.

Op igennem sidegaden; du er fymastudent og dumpede nær din tyskeksamen.

Jeg kan ikke forstå matematik.

Til en gadedør i Linnésgade hvor vi efter en afsked og et løfte om at ses står ansigt til ansigt med spørgsmålet, der har runget i hovedet siden hælene satte skridt mod fortovet på Vesterbro.

Så tæt på.

Alkoholen brusende i blodet.

Jeg læner mig frem og kysser dig, og sådan står vi i en gadedør et sted i indre by, som om verden står stille og klokken ikke er kvart i tre mandag nat.

Jeg vil ikke give slip, for dette er et af de øjeblikke, der gerne må vare.

Og forblive stilstående.

Jeg er ikke andet end din mund og dine hænder om mit liv, om mit ansigt, i mit hår.

Du bestemmer og jeg lader mig overgive.

Jeg synes næsten, jeg kan skimte dig smile.

Tiden må ulykkeligvis udløbe.

Rammer om løfter kan sikres men holdes ikke af den grund alene.

Mine tanker vandrer ned gennem gaderne i den regnvåde midnatsby.

Tilbage til et kys i en gadedør og en følelse af kun at være et du og et jeg.  

Før mig

Før mig.

Tag mig i hånden og bestem farven på himlen. 
Lad mig glide på svævende fødder, som dagene krydser over hinanden og november er januar som natten farver formiddagen sort.

Før mig.

Langt væk herfra.

Tag mig i hånden og lad mig ikke bestemme retningen.

Før mig.

Var der ingen, var der mange.

Før mig til det sted, hvor jeg er ubetydelig. 

Sytten et halvt

En del af det at være voksen er at kunne tage toget hjem alene om natten, at cykle gennem mørket, at dreje en nøgle og at kunne falde i søvn uden at græde.

At kunne koge vand til pasta, at skrue op for en radiator og sætte vasketøj over. At spise smør på bollen og ikke Nutella.

At bolle uden følelser.

At drømme om at bo alene i byen på fjerde sal under et dårligt isoleret tagvindue.

At glæde sig til at staten giver løn for skoletid.

At bære sit uduelige hjerte med et smil.

At fylde kalenderen op, så man ikke længere kan mærke rigtigt efter.

At stoppe med at ryge, fordi man bør.

En del af det at blive voksen er at miste respekten for sine forældre, at modtage valgkort med posten og at holde op med at tro på kærligheden.

Der er hele seks måneder igen.

Min mor er gået i seng og toget holder stille.  

Hvorhen

Hakkende og prustende.

De klamme hænder strammer grebet om min hals.

November smyger sin sorte, regnvåde kappe om min krop.

Skælvende.

I regnen.

Blæsten vælter mig af cyklen.

Tvivler.

Modløst.

Vågner ved den rungende lyd af tomheden i mit hjerte.

Hjertebanken giver ekko som i en sal med spejlbeklædte vægge.

Reflekterer intetheden.

I Føtex græder jeg ved synet af julepynten.

Kører hjem med pebernødder raslende i rygsækken.

De har hængt grantræer op mellem husene.

Der er slukkede pærer i guirlanderne.

Jeg forklæder elendigheden i glitrende gavepapir og rødglødende nissehuer. 
Ignorance.

Julemusikken skrues op for fulde drøn.

Frustration.

Absolut intet.

Uafgjort ingenting føler jeg i mit ekkofyldte hjerte. 

Den sorte regn klistrer til huden, det altopslugende mørke overfalder mig som en tyv i natten, jeg kan ikke længere smage sommeren bagerst på tungen.

Jeg kan ikke længere mærke glæden ved dine ord.