I et

Himmel og hav går i et

Skimter du med øjnene, er horisonten ikke til at se

Hjertet pumper og bevæger sig langsomt længere væk

Jeg er ikke min egen

Varmt blod driver kroppen rundt, og får munden til at smile

Vågner hver morgen abrupt

Glæde og sorg går i et

Skimter du med øjnene, kan du ikke se, om jeg græder

jeg husker på det forår

Hvor jeg sad op ad muren med tårer i skødet

og hvor jeg faldt sammen på et gadehjørne

Af bar meningsløshed over

Al den eftergivenhed og afmagt

Du kunne gøre mig så ondt nu, hvis du ville

Du har al mulighed for at stikke hul på hver enkel blodåre

Jeg forærer dig mit dybeste, med alle mine skygger, indvolde, kys og blødninger

Grib mig nu,
du og verden går i et

Fugl

En fugl bygger rede i mit bryst,

basker med vingerne

Jeg trækker ikke vejret under natten

og fuglen flyver og letter

mine fødder svæver

som jeg tager dine ord på mine læber

og lader mig omfavne

af arme der ikke er der

mens jeg krøller mig sammen

og en ild bryder ud indvendig

i organer der roterer

og øjne der ikke kan holde sig åbne

for kroppen der er så drænet

af al unødvendig energi

Hvert hjerteslag er for dig

som hvert hævet åndedrat

er med fjer i munden

og brystkassen bevæger sig

kun for dig

der samler grene til reden

for dig der fodrer livet
for dig, min kærlighed

Drøm

Som noget glemt, der vækkes til live

Som et lille ryk i storetåen

Et prik bag de udstikkende ribben

Et cigaretskod i en blinkende vandpyt

Du smiler med dine kønne øjne

og tager mine små hænder i dine

Langsomt vågner jeg

og indser
at der var du

Violet

At vågne fra en urolig drøm om dig

når natten er allermest mørk

og jeg har ondt i min venstre skulder

Du sover heller ikke

alligevel ligger vi her hver for sig

alene i søvnløsheden

Som man går gennem snevejr alene, når det fyger

Som man går gennem skoven alene og tæller knopper, der springer ud

at græde i toget, at gennemtrænge byen med blindhed

Blodårer trækker violette spor over underarmens hvide hud

som hjertet der pulserer og suser for ørene

mens cyklen skærer gennem kold natteluft

og jeg befinder mig på en strækning uden lys

”Jeg kan ikke lade vær med at tænke på dig”

siger du

og således frarøver du mig min nattesøvn

så let som at blinke med kønne øjne

og sprede varme med en stemme

jeg endnu ikke kender

men med et væsen, der altid har været her et sted

Jeg er god til at rode,

til at fortælle dig, når himlen er rosa, abrikos, violet
Jeg er fuldt ud ansvarlig for at såre mig selv

Solskin

”Pas nu på dig selv”

siger de,

og kysser mig på kinden

som de vælter ud af døren

men hvordan skal jeg passe på

når der ikke er blod nok i denne lille krop

og alting ikke løber rundt som det skal

når jeg går gennem byen med rynkede bryn i solskin og konstant er på randen til at flyde over

”Pas nu på dig selv” 

siger de, 

som man siger til en der begraver sig i dyner

som en bebrejdelse

som en ansvarsfralæggelse

men hvordan skal jeg passe på

når du river min verden fra hinanden
og giver mig grund til at græde når solen gratulerer

Opbrud

I dag tordner det.

Du stryger min kind og taler om den elendige verden.

Efterhånden er smerte den eneste følelse, jeg ved, hvor jeg skal gøre af.

”At holde af en person mærkes kraftigere ved afsavn end ved deres tilstedeværelse” siger du og tegner mit ansigts korrekturer med dine fingerspidser

Solen rammer os gennem dit vindue på fjerde sal.

Vi græder og mindes, hvad dette kunne have været

Jeg begraver mit ansigt i din mave, du er ked af den afstand, jeg har taget,

siger du

Der er ingen, der forstår det, som du.

forelskelse er så forankret i smerte

at jeg bliver nødt til at forlade dig

for at kunne mærke mine blodårer, mit kød

så længe støvler kan klikke ned ad Istedgade og væk fra dig

er jeg nødt til at lede videre efter nogen,

der gør mig ondt