Natten

Du har glemt dine sko

du må nødvendigvis komme tilbage

efter dem

og efter mig

du er en dag

jeg lægger dig på puden

sent falder skydækket på maven

solstråler

og så blev det mørkt

du er svær at vække

jeg har sværere ved at stå op

det må gerne regne nu

siger du

og da det regner

har dagen ingen sanser

jeg kan godt være det vigtigste i dit liv

men ikke det eneste

siger dagen

og dagen ænser ikke

at natten

ruller sig sammen om

sit kaninhjerte

jeg har en opfattelse af

at du ønsker noget meget bestemt af mig

jeg kan se på dine pupiller

at det irriterer dig

når jeg græder

det er ikke særligt rationelt vel

vi ses forhelved om tolv dage

du glemmer næsten at vende dig om

og vinke

jeg kan ikke lide mig selv i dag

kæmper for at holde jernbure ude af hovedet

kæmper for at vædde den tørre mund

uforstående er du

og udeforstående

for mine absurde klistrende

fodsåler

albuer

maveskind

rullekuffert

rul mig hjem

og ryk mig rodløst op

så du kan se

akkurat hvor bleg

og udsuget

dagen har forladt

natten

Mandag

Øjne som grøn marmor

Vores dialog er lidt som en

Helle Helle roman

”Det blæser altid på Amager”

siger jeg

”Nå”

siger han

og slår paraplyen ned igen

mens regn drypper

som

himlens

fluorescerende lameller

jeg ser gennem dit kød

og dit ansigt vendt på hovedet

mod mit

på den flødefarvede sofa

ironisk nok

er de udgået af fløde i Føtex

”mine guldsko

giver mig vabler”

siger jeg mens

det lyder lidt som en

metafor

for noget

andet end
hvad det er

September

Kastanier som dråber

af glemt solskin

og rav

der glimter i dine baglommer

Jeg modtager en sms

med et påbud

Spis de violette

frugter

de er modne nu

som hudormen

på din buede næseryg

som dagene

der langsomt ristes

og dryppes

med havets

cirkulerende

urin

eller sved

Som efteråret

der indtræffer

før du tager din sidste pille

og ikke var forberedt på

at det altså var NU

For havets skyld

kunne du ligeså godt

være et forbudt menneske

”Vil du bolle”

skriver jeg på

en tildugget

bilrude

fuld af blod

og dryppende

opløselig

kærlighed

som saltvandet

der ikke lægger sig

på maven for dig

der ikke
beder dig om nåde

Regnvejr

Hele søndag regner det

Du bager vafler

Selvom du mest havde lyst

til citronmåne

eller mig

under en varm dyne

mandag i køkkenet

græder jeg

og holder

om min mors hænder

med grønne blodårer

og pletter af lever

trykken bag højre øjenbryn

er vel også en slags

udmattet

magtesløshed

er jeg stadig et barn

når der er drager i skyerne

og jeg ikke kan sove

alene

jeg erkender

at det kun vil undre

hvis det ikke går galt

med det udgangspunkt

forventer jeg klap

på hår

som bølger i modvind

forventer jeg ikke øjne

åbne

opspærrede

som porten til den

forseglede have

knust potteplante

siv som håret

fra en faldet

havfrue lige der

i vandpytten

hvor du gisper efter vejret

tæller enogfyrre dage

og græder røde tårer

på vej hjem gennem

nystrøget regnvejr

Stillezone

Et mellemrum

som rum mellem fortænder

som vand der drypper

fra kønne brune øjne

og farver ansigtet

Som det smil

du sender din mor

og klemmer hendes hånd

på bænken i kirken

mens kirken

og bænkene græder

Jeg plukker hvide stjerner

og fletter dem i dit lange hår

min elskede

du fortjener intet

af den bitre smag

af ondskaben

En stillezone

En undskyldning

når ingen ord falder

rigtigt

hvor de bør falde

Lagen

Jeg lægger mig der på lagnet

som jeg endnu ikke har skiftet

Der i pletten af diverse væsker

Der flyder ud af kroppe

Som væsker nu engang gør

Vi græder længe sammen

Og jeg spytter mine indvolde ud

Der på lagnet

Der i dit skød

I dine hænder

Som asken fra den cigaret

jeg ikke ryger

Smuldrer den sukkerdryssede facade

tilbage et mørkt væsen

rullet sammen

der på lagnet

Som man folder dyner

og lagener

folder jeg kroppen

der har tabt sin indmad

som en anden vandmelon

skrabet

”Jeg forlader dig ikke,

selvom alting

indeni

skriger

at jeg bør”

siger du

og holder dit løfte

som jeg messer igen og igen

mens du holder mig

holder min nyre

min tarm

min lunge

min livmoder

mit spiserør

det er mig

der forlader dig

det er det
vi har aftalt

Hud

Alt denne hud er min

Akkurat som jeg triller de blå øjne ned i min lomme

Står ejerskabet klart

Som at lægge sig til at dø i et andet menneske

vågner jeg og ved, at jeg nu har fundet hjem

Betragter brystkassen der folder sig ud

Og optager plads i det lille rum

hæver og sænker sig

Som et andet larmende fartøj

Længes på forskud

Min arme gror ind i din favn

Min mund er din mund

Mit kød er dit

Jeg skærer ansigter

Mens du river dig fra mig

Og jeg opdager

Hvor unaturlig adskillelse forekommer mig

Og jeg mærker hulrummet under ribben

Og jeg ligger søvnløs og ånder efter

den klistrede hud der er min

Jeg græder dine tårer

For netop den unaturlige adskillelse er en

Præmis du må acceptere

Hvis du skal blive ved med at gå ad denne vej

Så længe din hud er min

og jeg kan lægge mig til at dø i den krop

der tilhører mig

må vi blive ved med at gå her

og rive organer ud
med smil i øjnene