Indkapslet stilhed

Lørdag morgen. 

Jeg sidder i sengen og holder øje med, hvordan lyset skifter fra gyldent til gråt gennem mit tynde gardin. Lytter til biler på vejen, fugle der flyver væk. Betragter de sorte træer i haven, alle deres brunlige blade på jorden rådner snart op og bliver til muld.

Beskidt mudder på rene hvide lagner.

Grenene spejler sig i vandpytten på terrassen, alting er en smule fugtigt. Så tænker jeg lidt på, at det er sundt at sidde sådan her indkapslet i stilhed, man er vel nødt til at stoppe op og trække vejret. Bare engang i mellem. Jeg tænker på den skallede røde neglelak på fingrene, at jeg vel bør fjerne det. At jeg bør vaske mit uglede hår og tage strømper på.

I haven sorte krager der skræpper højlydt, nogen skærer en kniv gennem stilheden.

Uden for døren  venter forventningerne, jeg krymper mig og gør mig næsten usynlig, jeg kan høre fodtrinnene trippe utålmodigt, om lidt banker de på døren. Min hals er lidt tør og øm, bare jeg ikke er ved at blive forkølet. Lyset i rummet skifter til den blålige tone, ændrer stemningen, jeg gyser og putter mig i morgenkåben.

Jeg er ikke særlig konservativ, jeg sidder tit fast og savner forandringer. Men lige nu går alting så hurtigt, og det der før var tungt er pludseligt skræmmende let og omvendt, så det er vel klart, man kan have brug for et holdepunkt. Noget solidt og urokkeligt, som et stort prustende dyr der troværdigt bærer ens tunge tasker. Men her ønsker vi ingen firkantede syn, selvom den brune bøgehæk er ligeså firkantet som det spejlblanke fladskærmstv og bilens forrude.

Nu henter hun mig, larmer som en elefant i en glasbutik, stavrer rundt på stylterne, taber dem på egetræsgulvet med et ordentligt rabalder, jeg kan mærke hende ånde uden foran døren. Nu må jeg ikke sidde her længere, og lave ingenting.

Men det er jo netop det, at alle kan have brug for et holdepunkt, om det så er ingenting  midt i alting en stille lørdag morgen, det burde vel være muligt.

Beroligende støj

Det er svært at falde i søvn, omgivet af denne altædende stilhed. Jeg mindedes at krybe sammen under dynen i min køjeseng, i den rektangulære lejlighed på Nørrebro som 5-årig. Det var ikke hver aften, det var sådan her, men jeg havde tit svært ved at sove, jeg fantaserede om Disney-skurke der kom spankulerende ind ad døren, bedst som jeg lå der i fosterstilling under loftet.

Der var simple elementer, der beroligerede mig og vuggede mig i søvn, små detaljer ved bybilledet, jeg den gang tog for givet. Som lyden af mennesker, der sludrer ned ad fortovet, biler der dytter, latter og lyden af bussen, der altid syntes at køre op og ned ad Gulbergsgade og passerede mit værelse på tredje sal. Den summende lyd fra bussens motor, og det sus det gav, når dørene åbnedes, samt det vindueslignende skygger, de kastede på mine gule vægge. Skyggerne var nærmere som lyspletter i et gråligt mørke, de kørte langt hen over væggen, mens bussen passerede med sin summen.

Det er underligt at sove alene i en dobbeltseng. Hver eneste nat er jeg hjemsøgt af den evige ensomhed. Her er så stille at det suser for ørerne, hver mindste lyd, får mig til at fare op.

Det er som om byen trækker vejret, der er noget, der altid holdes i live. Herude er det som at bo under vandet, en trykkende ro, med kun få lyde der sluges af mængden af ingenting. Når vinden er helt stille, kan man dog i gyldne øjeblikke høre lyden af et susende tog, der kører gennem landskabet. Min eneste trøst findes hos togenes vemodige tuden, der er en vej, der fører væk.

Det er skrækkeligt at være så opslugt af denne mørke stilhed, der breder sig til alle afkroge af mit sind. Hvor jeg dog længes efter bussernes beroligende åndedræt og deres milde øjne, der kastede gullige skygger i min indkapslede tilstand. Det var byens beroligende støj, der omfavnede mig og bar mig gennem den uendelige nat. 

Dansende stilhed

Her er beskidt, støv i hjørnerne, jeg burde støvsuge. Jeg er træt af at gentage mig selv. Det regner på mine ruder. Jeg rødmer ved din sødme i mine minders rum. En krølle snor sig som en tornado i mine mørke lokker, jeg hører blæstens rusken og lugter regnen på asfalten. Jeg er lettet men presset, for meget at tænke om, over, på, igennem, ud. Jeg har ikke tid. I dag er i morgen og jeg burde slå øjenlågene i og hvile de sarte vipper og det lille hoved på puden. 

Dit skæve smil og blå øjne fylder mit indre blik, jeg er forvirret og fortumlet, der er for mange mennesker der går rundt i mine spekulationer og drømme. Det er svært at sove når regndråber larmer og hjertet spurter maraton mens hjernen laver lister og husker alt det, der skal huskes. Og så alligevel ikke for om lidt er alt glemt, og hvis du bare var min kunne det hele være lige meget. Jeg vil holdes trygt i din favn og bæres gennem denne grusomme verden, hvor der ikke er plads til nogen af os. Omverden er overflødig, hvis bare du var lige her, lige nu, under regnen forbi skoven gennem mørket ved siden af mig på min pude under dynen i min seng og varmede min kolde krop og holdt om mit hjerte.

Så ville regnen stoppe og stilheden danse, som regndråber i solskin og et smilende blik i en mængde af tomhed. 

Skoven

Store varme grønne øjne. Dybe som skovsøer, som alger der vokser og spreder sig under overfladen. Smilet er bredt og fortæller historier om bedre tider, digter fortællinger om lys i mørket og gåture langs vandet. Du er som skabt af glæde, skaber varmer bølger indvendigt ved lyden af din stemme eller grin. Hvis jeg lukker øjnene kan jeg næsten smage havets salte vand på tungen, og høre mågernes skrig runge i mit hoved, jeg kan mærke den stærke vind ruske i mit hår og jeg er nødt til at holde fast i gelænderet for ikke at falde dybt i de grønne skovsøer.

Jeg svømmer under overfladen, det trykker på lyden og jeg hører intet andet end den tunge stilhed, algerne vinkler sig om ankler og håndled, trækker dybere ned, de er bløde som det smukkeste grønne silke.

Et sted i mørket kommer nogen gående med en rullende kuffert, vinden larmer og hiver de gyldne blade af de sorte slimede træer, det er ikke til at afgøre tidspunktet. Et stearinlys tændes indenfor og bassen pumper hårdt og hurtigt. En forventning der vokser sig større end skoven der omgiver mig, det er ikke alt der er godt. Pludselig kan jeg ikke få vejret, som jeg står der i lysningen og fortaber mig i den spejlblanke overflade. Bag mig et varmt prustende dyr, jeg er ikke bange, men mærker kroppens varme da jeg trygt lader mig ride bort længere ind i skoven. Jeg begraver hovedet i den tykke manke og mærker verden suse forbi min øjenkrog.

I mørket under den varme dyne, det uldne tørklæde lugter stærkt af får og bondegård, det vækker en hjemmelig følelse. Byens larm og støj indkapsler mig og får mig til at blive, jeg vil ikke være andre steder, hjem er et vidt begreb. Omringet af liv smiler jeg. I en gylden vandpyt genkender jeg mig selv, mærker pludselig trangen til at forsvinde. Samler en kastanie op, tager vanter på og går et par skridt. Stopper så op for endnu engang at falde i staver, der hvor dit smil begynder. Jeg reflekterer det som et spejl, går min vej med skvulpende bølger i maven.