Virkelighedsopfattelse

Jeg gemmer mit ansigt i kaffekoppen bag røgen fra min tredje cigaret. 

Jeg gemmer mig for den virkelighed, der tilfalder mig, men som tilhører en anden. 

Et sted hænger et skilt; ”Savnet – har du set min virkelighedsopfattelse?”

Ud af ingenting, er alting evigt forandret. Ingenting førhen giver mening, det er som lyden af et fremmed sprog i mine ører; smukke lyde uden sammenhænge.

Det er, som om jeg vil have noget destruktivt; noget der smadrer mig, nedbryder mig indefra helt fra start, så jeg ikke går hen og tror på den smertefrie tilværelse. 

Hvis jeg holder vejret længe nok, kan jeg næsten høre de tusindvis af splinter, der sætter sig fast under mine hårdhudede fodsåler, drysser fra mit krympende krystalhjerte. 

Rådnet rodnet

Rastløs roder jeg rundt, gennemgår alle gjorte eller ugjorte gerninger, søger fortvivlet efter kilden til kernen af den fløjlsbløde ulykkelighed.  

Roterer i evige bevægelser på den rødbedefarvede græsmark.

Graver i den hårde, frosne jord, piller langsomt op i det rådnede rodnet, filtrerer, opsøger roden til urolig smerte. 

Om at tro

I sådan et blæsevejr, kunne jeg godt have brug for en at læne mig lidt opad. 

I sådan en kold nat, savner jeg lyden af en anden, der trækker vejret under mørket. 

I sådan et forår, tænker jeg på, hvor lidt jeg kender til den virkelige verden. 

Jeg har blot levet i en forestilling om, hvordan tingene var, farvet gennem hans skæve verdensanskuelse. 

Intet er så ligetil, som det syntes dengang, hvor påsken faldt sent og det var sommervejr, og vi gik tur i skoven, kyssede under udsprungne bøgetræer. 

Vi var børn af forårsblomsternes naïve univers, kastede os på dybt vand med vidt åbne øjne. 

Det forestillede forår

Himlen er et hvidt stykke papir, alting får sin ende, hvor de sorte grene spidser til og forsvinder som en skærende kontrast til det hvide ingenting.

Jeg luller mig selv i søvn på sofaen med et bankende hjerte i maven. Jeg pakker mig ind i bløde dyner af tanker om dig, og om hvad jeg måske kunne blive til, hvis jeg blot tog et skridt ud af denne papirtynde verden. Bag øjenlågene fortælles den samme historie igen og igen, hver gang på en ny facon, men med et larmende hjerte som et evigt omdrejningspunkt.

Jeg falder i søvn med arme om mig, som jeg selv har fundet på, med den ikkeeksisterende tilstedeværelse af dit trygge væsen. Jeg sover med et smil på læben og vågner med en fremmed følelse af desorientation, føler mig omringet af alle de hvide porcelænsskår. Undrer mig over, hvor det forår, vi alle havde ventet på, blev af. Betrygger mig med, at med forår kommer forelskelse, og svømmer atter hen ved tanken om gåture i Botanisk Have og sprudlende kirsebærblomster snurrende mellem fingrene. Jeg maler blå plamager med akvarelmaling på det hvide ubrugte pergament, jeg maler græsmarker, blomsterlunde, hvide magnoliablade på uendelige fortove, jeg maler glade unge mennesker, der løber og holder om hinanden. Jeg maler mit eget forår, opfinder tilstedeværelser til at udfylde den rungende tomhed.  

Rystende hænder

Det er et par uger siden, jeg sidst har set dit lyse hår dukke op på gangens bølgende hav.

Så det er da klart, at jeg lyser op, når jeg uventet møder dine øjne i en mængde af homogene ansigter med lydløse blikke. 

Jeg holder af dit skæve smil, dine store sweatre og støvler og hvordan du giver mig et kram, når vi mødes, og et når vi går til sit, også selvom vi blot talte sammen i fire minutter.

Mine læber bryder ud i et bredt smil, når jeg snakker med dig. 

Hænderne ryster i lang tid efter du forsvandt ud af døren. 

Velkendt mørke

Det er, da jeg opdager, at den svigende smerte i min højre fod ikke generer mig, at den nærmest behager mig en smule, at jeg må stoppe op og mærke, hvordan dette ikke er første gang, jeg hviler mig i smerte.

Det er, da jeg smiler til de violette plamager af blå mærker på mine knæ, at jeg husker, at sådan har jeg haft det før.

Det er, da jeg aftenen forinden har lullet mig selv i søvn ved de strømmende toner af larmende punkmusik med benene presset op til maven i en sammenkrøben fosterstilling, at jeg ved, at sådan er jeg faldet i søvn mange nætter forinden.

Jeg er tilbage ved start, tilbage til dengang før alting begyndte. Eller nærmere dengang da alting fik sin ende. Jeg bebrejder mig selv, at jeg kunne ende her igen. Jeg mærker det sugende hul midt i kroppen, hvor alting finder sin symmetriakse, lige skråt under det hamrende hjerte, hvor ribbenene mødes midt i det bløde hvælv af ingenting. En usynlig kraft af uendelige dimensioner hiver mig dybt ind i mig selv.

Jeg kan ikke finde mine ord, jeg ved ikke, hvordan jeg så pludseligt kunne forsvinde igen. Jeg opdager, hvordan jeg endnu engang famler i mørket efter den mening med alting, der nu er blevet væk.