Velkendt mørke

Det er, da jeg opdager, at den svigende smerte i min højre fod ikke generer mig, at den nærmest behager mig en smule, at jeg må stoppe op og mærke, hvordan dette ikke er første gang, jeg hviler mig i smerte.

Det er, da jeg smiler til de violette plamager af blå mærker på mine knæ, at jeg husker, at sådan har jeg haft det før.

Det er, da jeg aftenen forinden har lullet mig selv i søvn ved de strømmende toner af larmende punkmusik med benene presset op til maven i en sammenkrøben fosterstilling, at jeg ved, at sådan er jeg faldet i søvn mange nætter forinden.

Jeg er tilbage ved start, tilbage til dengang før alting begyndte. Eller nærmere dengang da alting fik sin ende. Jeg bebrejder mig selv, at jeg kunne ende her igen. Jeg mærker det sugende hul midt i kroppen, hvor alting finder sin symmetriakse, lige skråt under det hamrende hjerte, hvor ribbenene mødes midt i det bløde hvælv af ingenting. En usynlig kraft af uendelige dimensioner hiver mig dybt ind i mig selv.

Jeg kan ikke finde mine ord, jeg ved ikke, hvordan jeg så pludseligt kunne forsvinde igen. Jeg opdager, hvordan jeg endnu engang famler i mørket efter den mening med alting, der nu er blevet væk.