Himlen er et hvidt stykke papir, alting får sin ende, hvor
de sorte grene spidser til og forsvinder som en skærende kontrast til det hvide
ingenting.
Jeg luller mig selv i søvn på sofaen med et bankende hjerte
i maven. Jeg pakker mig ind i bløde dyner af tanker om dig, og om hvad jeg
måske kunne blive til, hvis jeg blot tog et skridt ud af denne papirtynde verden.
Bag øjenlågene fortælles den samme historie igen og igen, hver gang på en ny
facon, men med et larmende hjerte som et evigt omdrejningspunkt.
Jeg falder i søvn med arme om mig, som jeg selv har fundet
på, med den ikkeeksisterende tilstedeværelse af dit trygge væsen. Jeg sover med
et smil på læben og vågner med en fremmed følelse af desorientation, føler mig
omringet af alle de hvide porcelænsskår. Undrer mig over, hvor det forår, vi
alle havde ventet på, blev af. Betrygger mig med, at med forår kommer
forelskelse, og svømmer atter hen ved tanken om gåture i Botanisk Have og sprudlende
kirsebærblomster snurrende mellem fingrene. Jeg maler blå plamager med
akvarelmaling på det hvide ubrugte pergament, jeg maler græsmarker,
blomsterlunde, hvide magnoliablade på uendelige fortove, jeg maler glade unge
mennesker, der løber og holder om hinanden. Jeg maler mit eget forår, opfinder
tilstedeværelser til at udfylde den rungende tomhed.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar