Rastløshedens lune

I dag er det lettest at flygte. At gemme sig bag en låst dør eller blive lidt væk fra det sted, man kalder hjem. At forsvinde ud i et regnvådt hindbærbuskads i brune ruskindssandaler. Det er let at forsøge at behage; at tage opvasken, folde tøj, smile. Det er let at blive skældt ud for sin ubeslutsomhed. Det er svært at vælge, hvad der er det rette. Alt for mange muligheder. Øjnene tung og trætte, for lidt ubesværet drømmetid, natten hjemsøges af uønskede situationer og lyde. Regnen falder og drypper i dens egne mørke vandpytter, himlen stor og grå. Hvorfor er man nødt til at fravælge?

En sommerfugl indespærret i glas. Ensom under regnen. Fuglesang. Knitrende papir. Regndryp på kolde ruder. Vådt græs klæber til nøgne føder. Støv samler sig. Jeg fortryder meget, tænker på, hvordan tilværelsen ellers ville have været. Kører forbi på cykel i susende fart en dreng, der ligner dig. Men det er for langt væk fra byboblen.

Rastløsheden sidder i hver en dirrende celle i min trætte krop. Udlængsel. Savn. Kærlighed.

Nogle gange er det lettest ikke at springe ud på det dybe, at blive der, hvor der er trygt og man føler sig hjemme. Oftest bliver det trygge monotont og man mærker den kvalmende fortrydelse. Andre gange ved man, at det alligevel ikke var gået, det havde blot været mere grusomt end hækkenes overvældende kravlegård. 

Der er nogle mennesker man er nødt til at færdes omkring, også selvom man ikke kan lide dem. Det sker ofte, at man ikke har et valg. Jeg ved ikke, om jeg bør leve op til forventningerne.

Vi kan sikkert blive uenige om mange ting. 

Hvordan får jeg stoppet tankestrømmen, hvordan kommer jeg videre og finder noget at tage mig til? Jeg kigger på ridser i flager der falder. Jeg betragter øjne. En rose med et gyldent skær. En lys nat. Flydende larm. Varm blæst. Åkander. 

Jeg sukker og taber mit hoved, synger en sang, reder min seng. Rastløshedens lune. 

Ubalance

Et sted er der noget, der larmer. Det er en lille rumsterende lyd men snart en alarm i min venstre øregang. Det er alt for let bare at se til, mens alting man havde håbet på forsvinder med det næste tog. Det er for nemt bare at fortabe sig i dagdrømme og gå let på jorden. Men en let gang er en ensom gang, og jeg ved godt, at jeg er bange for at falde igen, men hvis ikke jeg løfter fødderne, og er i ubalance for en stund, kan jeg ikke tage et skridt. Således kommer jeg ingen vegne, men lader andre leve drømmene ud. Selvom dette tomrum af ubalance skræmmer mig til døden, er det også det, der holder mig mest i live. Jeg er nødt til at samle mig selv op fra den bunke af rodede puslespilsbrikker jeg er, selvom det er med et dunkende hjerte i maven og kvalmen i halsen, er jeg nødt til at løfte fødderne i stedet for at begrave dem i tung cement. 

Opposition

Det er mærkeligt, at være uvenner med en lille del af sig selv. At vågne hver dag, uden at hilse godmorgen på den sovende lilletå, at passere et spejl uden at sende et gengældt smil.

Det er underligt at mindes ting, der plejede at skabe varme, som nu danner knuder overalt.

Det er pudsigt, som jeg er holdt op med at sove og drikke. To ting, jeg ellers holdt meget af.

Jeg er en person i mine følelsers vold. Det er jeg godt klar over, men at alting sådan ændres; døgnrytmer, disciplin og drivkraft, havde jeg ikke forventet.

Det er besynderligt, hvordan en bankende hjerte kan skabe et vakuum i hverdagen, hvordan man i flere uger hverken sover, spiser eller tænker, det eneste man gør, er at trække vejret og åbne øjnene.

At være så opmærksom på alt, men samtidig fraværende, nærmest flydende.

Det er finurligt, som alting går op i en højere enhed, og intet andet betyder noget.

Dette er en opposition.

Det er mærkeligt ikke at kunne genkende sit eget blik, ikke at kunne finde trøst i de sædvanlige ansigtsrammer.

Indvendig er der noget, der larmer.

Krop

Skrevet sidste vinter

Min hud er en udtørret skal. Kroppen er min helt aldeles, men ikke et sted hvor jeg føler mig hjemme. Engang var den ikke min, men tilhørte dig, nu er den unyttig og ubrugelig.

Jeg sætter mig på gulvet og betragter hvordan sneen falder fra den grå himmel. Jeg tænder en smøg, mens jeg tænker på alt det, jeg ikke ved. I spejlbilledet i ruden ser jeg, hvordan røgen danser som et spøgelse fra mine sprukne læber. Der er mange ting jeg ikke ved; Jeg ved jeg ikke, hvorfor fuglefrøene i garagen lugter af lakrids. Jeg ved heller ikke, hvorfor natten gør mig så bange. Eller hvorfor du tog min hånd den nat og kyssede mig under stjernerne.

Min krop er et jakkesæt, det er alt for stramt og en smule for krøllet. Det er ikke mit jakkesæt. Der er alt for mange lommer i det, indholdet er tungt og tilfældigt. Der er ikke plads til mit kæmpe store hjerte under jakken, knapperne skyder af.
Minderne er så slørede og uvirkelige efterhånden, somme tider tænker jeg på, om de blot er gamle sommerdrømme båret af vinden. Glimt af disse drømme passerer mit sind, som solen strejfer mine bare tær på stranden.

Jeg går rundt her i dit dumme jakkesæt og venter. Tiden er uendelig som havet i mit badekar.

Jeg er udmattet. Det krøllede stof er så tungt at slæbe rundt på. Det kan godt klippes i stykker, men er det nu?

Jeg ved det ikke, ligesom jeg ikke ved det med fuglefrøene, og at jeg ikke ved, hvorfor naboen ikke fejer sit fortov, så jeg ikke lå her på de glatte fliser foran din havelåge. Himlen er fuldstændig ligeså blå som vandet i dine øjne. Luften er lavet af isterninger, og det hiver i lungerne, røg kommer ud af min mund, gid det var fra de cigaretter der brænder i min bukselomme.

Men jakkesættet er for stift til at blinke.

Blå melodi

En eftermiddag, hvor solen allerede er gået ned, før dagen rigtigt er begyndt.

Jeg hanker op i rygsækken, genkender et ansigt i mængden af forstadsmasse. Hun har ingen sminke på, ansigtsudtrykket er en anelse sørgmodigt, hun lader blikket sænke. Jeg stiger ud af toget, lader ørerne fyldes med bølgesvup, fuglekvidren, og  klavertangenter. Som de lyse toner skyller ind over mig stiger jeg på cyklen, og kører hjemad på den asfalterede cykelsti, og mærker hvordan de blå melodier sætter spor i mit udtryk og får tårerne til at trille, mens jeg bekymrer mig om ensomheden mon vil ramme mig igen. 

Lukker øjnene på puden og forsvinder langsomt mens nogen et sted langt væk klinker med et glas og smækker en dør. 

Oktoberdrømme

Jeg hjemsøges af dine dybe, brune øjne. Om natten drømmer jeg, digter fortællinger om dig og den eventyrverden, du kommer fra.

Om dagen skubber jeg tankerne bort på bunden af skabet, men om natten lader jeg fornuften blive på hovedpuden.

Du er smuk. På mange måder, er du alt, jeg kunne ønske mig, men jeg er ikke gammel nok til at være andet end et kønt dukkeansigt. Jeg er måske en lille smule forelsket i dig, jeg er et dumt og naivt barn. Du er det mest fortryllende, der er sket længe.

Jeg er meget fascineret af dit væsen, jeg falder dybt i dit brune blik og kærlige omfavnelse. Jeg håber lidt, vi måske mødes igen en dag, hvor jeg ikke sover.