Natten

Du har glemt dine sko

du må nødvendigvis komme tilbage

efter dem

og efter mig

du er en dag

jeg lægger dig på puden

sent falder skydækket på maven

solstråler

og så blev det mørkt

du er svær at vække

jeg har sværere ved at stå op

det må gerne regne nu

siger du

og da det regner

har dagen ingen sanser

jeg kan godt være det vigtigste i dit liv

men ikke det eneste

siger dagen

og dagen ænser ikke

at natten

ruller sig sammen om

sit kaninhjerte

jeg har en opfattelse af

at du ønsker noget meget bestemt af mig

jeg kan se på dine pupiller

at det irriterer dig

når jeg græder

det er ikke særligt rationelt vel

vi ses forhelved om tolv dage

du glemmer næsten at vende dig om

og vinke

jeg kan ikke lide mig selv i dag

kæmper for at holde jernbure ude af hovedet

kæmper for at vædde den tørre mund

uforstående er du

og udeforstående

for mine absurde klistrende

fodsåler

albuer

maveskind

rullekuffert

rul mig hjem

og ryk mig rodløst op

så du kan se

akkurat hvor bleg

og udsuget

dagen har forladt

natten

Mandag

Øjne som grøn marmor

Vores dialog er lidt som en

Helle Helle roman

”Det blæser altid på Amager”

siger jeg

”Nå”

siger han

og slår paraplyen ned igen

mens regn drypper

som

himlens

fluorescerende lameller

jeg ser gennem dit kød

og dit ansigt vendt på hovedet

mod mit

på den flødefarvede sofa

ironisk nok

er de udgået af fløde i Føtex

”mine guldsko

giver mig vabler”

siger jeg mens

det lyder lidt som en

metafor

for noget

andet end
hvad det er

September

Kastanier som dråber

af glemt solskin

og rav

der glimter i dine baglommer

Jeg modtager en sms

med et påbud

Spis de violette

frugter

de er modne nu

som hudormen

på din buede næseryg

som dagene

der langsomt ristes

og dryppes

med havets

cirkulerende

urin

eller sved

Som efteråret

der indtræffer

før du tager din sidste pille

og ikke var forberedt på

at det altså var NU

For havets skyld

kunne du ligeså godt

være et forbudt menneske

”Vil du bolle”

skriver jeg på

en tildugget

bilrude

fuld af blod

og dryppende

opløselig

kærlighed

som saltvandet

der ikke lægger sig

på maven for dig

der ikke
beder dig om nåde

Regnvejr

Hele søndag regner det

Du bager vafler

Selvom du mest havde lyst

til citronmåne

eller mig

under en varm dyne

mandag i køkkenet

græder jeg

og holder

om min mors hænder

med grønne blodårer

og pletter af lever

trykken bag højre øjenbryn

er vel også en slags

udmattet

magtesløshed

er jeg stadig et barn

når der er drager i skyerne

og jeg ikke kan sove

alene

jeg erkender

at det kun vil undre

hvis det ikke går galt

med det udgangspunkt

forventer jeg klap

på hår

som bølger i modvind

forventer jeg ikke øjne

åbne

opspærrede

som porten til den

forseglede have

knust potteplante

siv som håret

fra en faldet

havfrue lige der

i vandpytten

hvor du gisper efter vejret

tæller enogfyrre dage

og græder røde tårer

på vej hjem gennem

nystrøget regnvejr

Stillezone

Et mellemrum

som rum mellem fortænder

som vand der drypper

fra kønne brune øjne

og farver ansigtet

Som det smil

du sender din mor

og klemmer hendes hånd

på bænken i kirken

mens kirken

og bænkene græder

Jeg plukker hvide stjerner

og fletter dem i dit lange hår

min elskede

du fortjener intet

af den bitre smag

af ondskaben

En stillezone

En undskyldning

når ingen ord falder

rigtigt

hvor de bør falde

Lagen

Jeg lægger mig der på lagnet

som jeg endnu ikke har skiftet

Der i pletten af diverse væsker

Der flyder ud af kroppe

Som væsker nu engang gør

Vi græder længe sammen

Og jeg spytter mine indvolde ud

Der på lagnet

Der i dit skød

I dine hænder

Som asken fra den cigaret

jeg ikke ryger

Smuldrer den sukkerdryssede facade

tilbage et mørkt væsen

rullet sammen

der på lagnet

Som man folder dyner

og lagener

folder jeg kroppen

der har tabt sin indmad

som en anden vandmelon

skrabet

”Jeg forlader dig ikke,

selvom alting

indeni

skriger

at jeg bør”

siger du

og holder dit løfte

som jeg messer igen og igen

mens du holder mig

holder min nyre

min tarm

min lunge

min livmoder

mit spiserør

det er mig

der forlader dig

det er det
vi har aftalt

Hud

Alt denne hud er min

Akkurat som jeg triller de blå øjne ned i min lomme

Står ejerskabet klart

Som at lægge sig til at dø i et andet menneske

vågner jeg og ved, at jeg nu har fundet hjem

Betragter brystkassen der folder sig ud

Og optager plads i det lille rum

hæver og sænker sig

Som et andet larmende fartøj

Længes på forskud

Min arme gror ind i din favn

Min mund er din mund

Mit kød er dit

Jeg skærer ansigter

Mens du river dig fra mig

Og jeg opdager

Hvor unaturlig adskillelse forekommer mig

Og jeg mærker hulrummet under ribben

Og jeg ligger søvnløs og ånder efter

den klistrede hud der er min

Jeg græder dine tårer

For netop den unaturlige adskillelse er en

Præmis du må acceptere

Hvis du skal blive ved med at gå ad denne vej

Så længe din hud er min

og jeg kan lægge mig til at dø i den krop

der tilhører mig

må vi blive ved med at gå her

og rive organer ud
med smil i øjnene

Evighed

Jeg går hjem

Og her venter mig endnu et kollaps

Kroppen under bøgen giver slip på tårer

Som kroppen i sengen giver slip og sukker

Gulligt nærmest kunstigt lys kastes på grøn hæk

Noget indeni falder roligt på plads

Og endelig kan jeg græde

Mens jeg langsomt erkender

At evigheden ikke eksisterer

Og at jeg må begræde tabet af denne naivitet

For i sidste ende må jeg ødelægge ham

Som jeg ødelægger alt der ikke må vare evigt

I sidste ende

tilvælger jeg smerten

Frem for evigheden

For evigheden

Er undgåelig

Akkurat som solvejr

Kan være regnfuldt

Akkurat som jeg begræder

At du elsker mig

For hvad er der at elske

Om lidt
Når alting er forgængeligt

I et

Himmel og hav går i et

Skimter du med øjnene, er horisonten ikke til at se

Hjertet pumper og bevæger sig langsomt længere væk

Jeg er ikke min egen

Varmt blod driver kroppen rundt, og får munden til at smile

Vågner hver morgen abrupt

Glæde og sorg går i et

Skimter du med øjnene, kan du ikke se, om jeg græder

jeg husker på det forår

Hvor jeg sad op ad muren med tårer i skødet

og hvor jeg faldt sammen på et gadehjørne

Af bar meningsløshed over

Al den eftergivenhed og afmagt

Du kunne gøre mig så ondt nu, hvis du ville

Du har al mulighed for at stikke hul på hver enkel blodåre

Jeg forærer dig mit dybeste, med alle mine skygger, indvolde, kys og blødninger

Grib mig nu,
du og verden går i et

Fugl

En fugl bygger rede i mit bryst,

basker med vingerne

Jeg trækker ikke vejret under natten

og fuglen flyver og letter

mine fødder svæver

som jeg tager dine ord på mine læber

og lader mig omfavne

af arme der ikke er der

mens jeg krøller mig sammen

og en ild bryder ud indvendig

i organer der roterer

og øjne der ikke kan holde sig åbne

for kroppen der er så drænet

af al unødvendig energi

Hvert hjerteslag er for dig

som hvert hævet åndedrat

er med fjer i munden

og brystkassen bevæger sig

kun for dig

der samler grene til reden

for dig der fodrer livet
for dig, min kærlighed

Drøm

Som noget glemt, der vækkes til live

Som et lille ryk i storetåen

Et prik bag de udstikkende ribben

Et cigaretskod i en blinkende vandpyt

Du smiler med dine kønne øjne

og tager mine små hænder i dine

Langsomt vågner jeg

og indser
at der var du

Violet

At vågne fra en urolig drøm om dig

når natten er allermest mørk

og jeg har ondt i min venstre skulder

Du sover heller ikke

alligevel ligger vi her hver for sig

alene i søvnløsheden

Som man går gennem snevejr alene, når det fyger

Som man går gennem skoven alene og tæller knopper, der springer ud

at græde i toget, at gennemtrænge byen med blindhed

Blodårer trækker violette spor over underarmens hvide hud

som hjertet der pulserer og suser for ørene

mens cyklen skærer gennem kold natteluft

og jeg befinder mig på en strækning uden lys

”Jeg kan ikke lade vær med at tænke på dig”

siger du

og således frarøver du mig min nattesøvn

så let som at blinke med kønne øjne

og sprede varme med en stemme

jeg endnu ikke kender

men med et væsen, der altid har været her et sted

Jeg er god til at rode,

til at fortælle dig, når himlen er rosa, abrikos, violet
Jeg er fuldt ud ansvarlig for at såre mig selv

Solskin

”Pas nu på dig selv”

siger de,

og kysser mig på kinden

som de vælter ud af døren

men hvordan skal jeg passe på

når der ikke er blod nok i denne lille krop

og alting ikke løber rundt som det skal

når jeg går gennem byen med rynkede bryn i solskin og konstant er på randen til at flyde over

”Pas nu på dig selv” 

siger de, 

som man siger til en der begraver sig i dyner

som en bebrejdelse

som en ansvarsfralæggelse

men hvordan skal jeg passe på

når du river min verden fra hinanden
og giver mig grund til at græde når solen gratulerer

Opbrud

I dag tordner det.

Du stryger min kind og taler om den elendige verden.

Efterhånden er smerte den eneste følelse, jeg ved, hvor jeg skal gøre af.

”At holde af en person mærkes kraftigere ved afsavn end ved deres tilstedeværelse” siger du og tegner mit ansigts korrekturer med dine fingerspidser

Solen rammer os gennem dit vindue på fjerde sal.

Vi græder og mindes, hvad dette kunne have været

Jeg begraver mit ansigt i din mave, du er ked af den afstand, jeg har taget,

siger du

Der er ingen, der forstår det, som du.

forelskelse er så forankret i smerte

at jeg bliver nødt til at forlade dig

for at kunne mærke mine blodårer, mit kød

så længe støvler kan klikke ned ad Istedgade og væk fra dig

er jeg nødt til at lede videre efter nogen,

der gør mig ondt

Bybarn

Når himlen er for blå til du kan tage det alt sammen ind

når skyerne lyser guld og du ikke kan rumme mere

af forårsluften i dine sorte lunger

når ordene sluges i din hals og går i et med utilfredse lyde

når huden er æggeskal du piller af i flager

Jeg er et lille barn, et lille menneske krøllet sammen på det bare lagen

jeg søger dine trygge arme, går ud i solskinnet efterlader oprevne flænger

efterlader dig blødende i din hvide seng, træets blomster falder alle til jorden, søles til af dit piblende blod

Jeg går ind og ud af dit liv med støvler der klikker mod vestebros brogede brosten, støvler der bærer mig over Langebro i regnvejr, ned af Istedgade mandag nat til Kødbyen tirsdag morgen

Kalkfyldte knogler så nemme at knække, du er mit bybarn med de klare blå øjne

hvor jeg dog ønsker at gøre dig ondt